Solution Developer – procesorienteret løsningsudvikler

Fuldtid
Nordhavn, København Ø
Solution Design

Hos cBrain® søger vi en Solution Developer, der vil være med til at skabe digitale løsninger, som gør en reel forskel, både for samfundet og klimaet. Har du passion for software, og motiveres du af høj faglighed? Så hører vi gerne fra dig!

Kom med på holdet, der driver digital forandring!

Vores platform, F2, anvendes af offentlige myndigheder i Danmark og internationalt til at digitalisere og understøtte forretningsprocesser. Som vores nye Solution Developer bliver du en del af cBrains løsningsudviklingsteam, hvor vi udvikler og videreudvikler digitale løsninger på F2-platformen. Vi er et fagligt og socialt stærkt team, hvor vi lægger vægt på at sparre og dele viden med hinanden. Samtidig indgår du i projektteams, hvor du arbejder sammen med kunder og med kolleger på tværs af flere afdelinger.

Du er med i alle processer i udviklingsforløbet, herunder analyse, design, datamodellering, udvikling af kode, review, test, dokumentation, idriftsættelse, vedligeholdelse og videreudvikling. Løsningerne udvikles primært i domænespecifikke specifikationssprog, i scripting-sprog og i SQL. Du får en grundig introduktion til platform og værktøjer, så du kan komme godt ind i rollen.

Opgaverne, der vil forme din hverdag:
  • Du udvikler kørende løsninger ud fra en forståelse af kundernes forretningsprocesser. Forståelsen opnår du blandt andet i samarbejde med cBrains løsningsdesignere. Måske deltager du også selv i workshops med kunderne.
  • Du er med i alle processer i udviklingsforløbet.
  • Du udvikler robuste og vedligeholdelsesvenlige løsninger med fokus på kvalitet, systemperformance, test og dokumentation.
Om dig

Det forventes, at du har en IT-relateret uddannelse som fx cand.it., cand.merc.dat., cand.scient., cand.polyt. eller lignende. Hvis du har en IT-relateret bacheloruddannelse, er du også velkommen til at søge. Dertil:

  • Du har erfaring med nogle af de følgende teknologier: XML, HTML, CSS, SQL, Git, scripting, Visual Studio Code, Claude Code.
  • Du er primært teknisk orienteret og har kendskab til eller interesse for teknologier som C#, REST og PowerShell, eller du er primært forretningsorienteret og har kendskab til eller interesse for løsningsdesign i samarbejde med kunden.
  • Du er struktureret, trives med vekslende opgaver og kommer i mål med dine opgaver.
  • Du har gode samarbejdsevner og trives godt med at arbejde i teams.
  • Du udbygger løbende din viden og dine tekniske kompetencer.
  • Du er flydende på dansk og engelsk. Hvis du har kendskab til tysk, er det en yderligere fordel.
Faglighed, fællesskab og FNs verdensmål

Hos cBrain forener vi høj faglighed med et stærkt kollegialt fællesskab. Vi tror på, at vi lykkes bedst, når vi trives – både fagligt og socialt. Derfor prioriterer vi en uformel kultur, hvor der er plads til både ambitioner, nytænkning og humor.

Vi er en virksomhed med mange traditioner og vægter sociale events højt. Desuden tilbyder vi medarbejderdrevne aktiviteter så som løbeklub, vinklub og brætspilsaftener, og vi arbejder aktivt for et inkluderende arbejdsmiljø med fokus på en sund balance mellem arbejde og fritid.

I cBrain tillægger vi bæredygtighed og klimamål stor betydning. Det er vores ambition at bidrage aktivt til grøn omstilling ved at levere digitale løsninger, der understøtter offentlige myndigheder i at nå deres klimamål. Samtidig arbejder vi systematisk på at integrere bæredygtighed i vores forretning og daglige drift.

Lyder det som noget for dig?

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Head of Solution Development, Anders Bondorf på job@cbrain.com.

Send dit CV, din ansøgning samt relevante eksamenspapirer til job@cbrain.com hurtigst muligt, da vi løbende indkalder til samtaler.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om cBrain

cBrain er et børsnoteret dansk softwarehus grundlagt i 2002 med ca. 230 medarbejdere. Vores platform, cBrain F2®, hjælper lokalt og internationalt offentlige myndigheder med at skabe målbar effektivisering gennem digitalisering af forretnings- og vidensprocesser. Over 75 danske myndigheder, herunder størstedelen af ministerierne, benytter F2 som deres digitale platform.

cBrains ambition er at revolutionere den offentlige sektor med Commercial Off-The-Shelf (COTS) software, som bidrager til, at regeringer kan digitalisere hurtigere og bedre.

Ansøg nu