Vil du tage del i vores ambition om at levere mest mulig værdi for både kunder og cBrain® med vores F2 standardsoftware? Det er drivkraften blandt vores dygtige kundekonsulenter, og vi har brug for en til på holdet.
Vores kunder er typisk ministre og stabsfolk i ministerier og styrelser. De danske myndigheder er verdens mest digitaliserede, og cBrain er en central leverandør, da 19 af 23 danske ministerier benytter vores F2-produkt. cBrain vokser fortsat – også i udlandet.
Til vores Consulting team søger vi nu en kundekonsulent til at støtte både danske og internationale kunder.
Om jobbet
Du bliver en del af et højt fagligt team, hvor sparring og vidensdeling er en central del af dagligdagen. Efter et oplæringsforløb vil du som kundekonsulent indgå i teamets dagligdag med at støtte eksisterende kunder og sikre, at de får mest muligt ud af deres F2. Du vil skulle specialisere dig i udvalgte funktionalitetsområder og kunder, som du bliver ansvarlig for at servicere, når de søger vejledning, har spørgsmål om F2, skal undervises og have demonstreret basis- og ny funktionalitet og procesunderstøttelse. Derfor sættes du ind i F2-platformens mange konfigurationsmuligheder og fremadrettet vil du skulle holde dig opdateret på ny funktionalitet og muligheder i takt med at F2 udvikles.
Dine opgaver som kundekonsulent bliver, at
- være F2-eksperten, der ved hvordan kundens arbejdsgange omsættes til effektiv sagsbehandling i F2
- varetage kontakten med eksisterende kunder, modtage, afklare og projektlede deres ændringsønsker og bestillinger
- projektlede opgraderinger for eksisterende kunder, standardimplementeringer for nye kunder, samt andre små og mellemstore projekter
- undervise i F2-platformen hos kunder, afholde superbruger- og administratorkurser, samt holde oplæg om ny funktionalitet
- fakturering og registrering af opgaver
- dokumentere de løsninger, der implementeres og medvirke til at opbygge og vedligeholde et metodekatalog
- være en god kollega 😊
F2-platformen udvikles in-house i cBrain. Det betyder, at du får mulighed for at påvirke udviklingen af platformen, baseret på din daglige kontakt med vores kunder og din indsigt i, hvordan F2-platformen benyttes og hvilke forbedringer, der er behov for. Vi bruger selv F2 internt og derfor har alle i virksomheden et dybt produktkendskab.
Din profil
Vi ser gerne, at du har en relevant baggrund inden for offentlig administration. Alternativt har du måske en kandidatgrad inden for IT, forvaltning eller informationsstudier med fokus på forståelse af processer og it-understøttelse, kombineret med nogle års erfaring.
- Det er en fordel, hvis du tidligere har arbejdet i en offentlig myndighed og kender og forstår de arbejdsgange, som vores kunder har. Måske har du allerede brugt F2 som en del af dit daglige arbejde, eller arbejdet som ansvarlig for et sagsbehandlingssystem
- Du har passion for software - og kan lade dig begejstre af en fed ny feature i F2
- Du har erfaring med projektledelse og kundekontakt
- Du er god til samarbejde og skaber gode relationer til vores kunder
- Du har modet og diplomatiet til at udfordre kundens eksisterende praksis og foreslå andre veje
- Du arbejder proaktivt og selvstændigt med egne opgaver og projekter
- Du er flydende i dansk og engelsk. Det er en fordel, men ikke krav, hvis du forstår tysk
Velkommen til Nordhavn – og et moderne arbejdsliv
Du får din daglige gang i vores domicil i Utzonhuset i Nordhavn – med udsigt over vandet og et arbejdsmiljø, der er designet til både fokus og fællesskab. Dine kompetencer vil løbende udvikles i samklang med din rolle, så ud over den store hands-on erfaring du opbygger, vil træning i for eksempel tekniske områder, kommunikationsformer etc. understøtte din videre professionelle udvikling.
Hos cBrain forener vi høj faglighed med et stærkt kollegialt fællesskab. Vi tror på, at vi lykkes bedst, når vi trives – både fagligt og socialt. Derfor prioriterer vi en uformel kultur, hvor der er plads til både ambitioner, nytænkning og gode grin. Vi er en virksomhed med mange traditioner og vægter sociale events højt. Desuden tilbyder vi medarbejderdrevne aktiviteter så som løbeklub, vinklub og brætspilsaftener, og vi arbejder aktivt for et inkluderende arbejdsmiljø med fokus på en sund balance mellem arbejde og fritid.
I cBrain tillægger vi bæredygtighed og klimamål stor betydning. Det er vores ambition at bidrage aktivt til grøn omstilling ved at levere digitale løsninger, der understøtter offentlige myndigheder i at nå deres klimamål.
Interesseret?
Hvis du har spørgsmål relateret til indholdet i stillingen som kundekonsulent, er du velkommen til at kontakte Anette Stang-Pedersen på tlf. 71749430. Send din ansøgning, dit CV og dine eksamensbeviser allerede i dag via det nedenstående ansøgningslink. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat. Vi indkalder løbende kandidater til samtale.
Vi ser frem til at høre fra dig!


